Bröllop
Michaelas bryllup
Her kommer en helt vidunderlig beretning fra Michaelas bryllupsdag, helt fra start til slut. Nyd det – det er dejlig læsning:
”Jeg vågnede ret tidligt på vores bryllupsdag den 4. august 2007 – jeg havde overraskende nok sovet godt hele natten… det havde jeg ellers ikke regnet med at jeg ville. Så frisk og veludhvilet begav jeg mig sammen med min brudepige til frisørsalonen hvor forvandlingen skulle ske (dog først efter et par runder i lejligheden for at sikre at vi havde fået det hele med). Hos frisøren blev både jeg og brudepigen forkælet med lækre drikkevarer, frugt og slik… som jeg ikke kunne spise noget som helst af! Om ikke andet blev vi fine begge to, og da jeg til sidst ved 1-tiden stod der foran spejlet med sminke på og håret sat op iført kjole og alle de små detaljer, så kunne jeg ikke forstå at det virkelig var mig der stod dér! Jeg tænkte blot at ”sådan her vil jeg også se ud når jeg gifter mig”.
Klokken 13.30 kom min kommende mand og hans forlover og hentede os ved salonen – de var flot klædt på og havde brudebuketten og brudepigebuketten med. De bestod af røde roser omviklet med perler, og de var blevet leveret hjemme hos os. Vi kørte ned mod Grödinge Kirke hvor vielsen skulle foregå, og vi var nødt til at holde os skjult i et stykke tid fordi nogle af gæsterne ikke var ankommet endnu. Jeg kan afsløre at det både var varmt og trangt at sidde i bilen med den store kjole på, og jeg begyndte også at blive rigtigt nervøs.
Lidt forsinkede gik vi endelig ind i kirken til tonerne af ’A whiter shade of pale’ – sikke en fantastisk følelse det var. Dog var både jeg og min mand så nervøse at vi ikke kunne genkende gæsterne!
Vielsen gik super godt, men efter min opfattelse gik det hele meget hurtigt. Vores præst Karin var nyuddannet og afholdt første vielse, og hun gjorde et utroligt godt arbejde og havde skrevet en rigtigt fin bryllupstale. Under vielsen sang vi salmerne 200 og 84, og vores dygtige solist sang først ’För kärlekens skull’ af Ted Gärdestad og derefter ’Av längtan till dig’ af Åsa Jinder… og så fik tårerne ellers frit løb, skulle jeg hilse og sige. Vi gik ud af kirken til ’Preludium’ af Gordon Young, og efter vielsen sørgede vores fotograf for at tage billeder af os inde i kirken inden vi gik udenfor til riskastning og alle de mange lykønskninger!
Efter alle tillykker’ne var det tid til at køre af sted til fotograferingen, så gæsterne vinkede farvel til os da vi kørte bort i en flot udsmykket BMW – vores fine røde sportsvogn som vi skulle have kørt i var blevet solgt nogle dage forinden, men det gik godt alligevel. Vi blev fotograferet i ca. en time inden vi kørte til festen som blev afholdt i Grödinge Bygdegård, og som vores toastmaster-dame havde udsmykket fantastisk smukt. Her fik vi skålet velkommen og hygget os med gæsterne.
Vores toastmaster-dame havde ordnet krydsord og spørgsmålslege om os, så gæsterne havde nok at se til. Derefter gik vi indenfor og spiste en vidunderlig 3-retters middag der blev efterfulgt af bryllupskage. Under middagen blev der holdt taler og leget lege, og der blev vist film fra både brudens og brudgommens polterabender. Det var super sjovt at se alt det arbejde som vores kære venner havde gjort for vores skyld!
Bryllupsvalsen gik godt, og derefter gik festen rigtigt i gang. Vi forlod festen omkring klokken halv fire om natten for at checke ind i bryllupssuiten på vores hotel.
Det var en helt fantastisk dag der var fuld af små vidunderlige øjeblikke og fantastiske venner og familiemedlemmer. Og følelsen af at blive sin elskedes hustru var helt vidunderligt! Jeg blev nyforelsket!”
Vi her på Rings of Sweden er utroligt glade for at vi fik lov at være en del af Michaelas og hendes mands store dag, og vi ønsker dem held og lykke i fremtiden.
Caroline
Det går tyvärr inte längre att kommentera på detta inlägg. Du kan alltid skicka ett mail eller skriva på våra sociala medier. <3