Bröllop
Bryllup i Skåne!
I weekenden var jeg på bryllup i Mölle som ligger i det sydlige Sverige, eller rettere sagt i Skåne. Det er en lille fiskerby der er kendt for at være det første sted hvor mænd og kvinder fik lov til at bade sammen, så før i tiden gik der charterrejser hertil fra bl.a. Tyskland med tog.
Tilbage til brylluppet. Vielsen foregik i det søde lille kapel i byen Arild, der også er en lille fiskerby med små fine huse og hyggelige restauranter nede ved havnen. Vi var ca. 60 personer og det var nogenlunde hvad der var plads til i kapellet. Brudgommen Andre var smukt klædt på og super nervøs da han stod oppe ved alteret og ventede på sin kommende hustru. Til sidst ankom bruden med sit følge. Hun var 20 minutter forsinket, men det tager tid at blive smuk… og da Titty gik ind i kirken var hun i sandhed smuk – jeg tror ikke kun det var Andre oppe ved alteret der blev blød i knæene.
Vielsen var kort men super fin, og derefter samledes vi alle udenfor kirken for at sige tillykke til det nygifte brudepar. Kort derefter kørte en stor blå Cadillac op foran kapellet. Den skulle transportere parret til turisthotellet i Mölle hvor festen skulle afholdes.
Vel fremme blev vi budt på champagne og jordbær – der er nok intet der passer bedre på årets varmeste dag.
Dette lille hotel er utroligt hyggeligt. Det ligger oppe på en lille bakke med udsigt over havet og den lille havn i Mölle. Udenfor er der en lille have, der var perfekt til at tage imod alle gæsterne. Middagen foregik indendørs i et af de smukke rum i det gamle hotel. Der var ingen faste pladser, og buffeten bød på en masse lækker mad.
Derefter begyndte talerne, og så trillede tårerne ellers. Jeg håber ikke jeg var den eneste der sad og snøftede lidt under alle de vidunderligt fine taler til Titty og Andre.
Så troede jeg det var slut med tårerne. Bordene blev fjernet og det var tid til at danse, men først skulle brudeparret danse deres bryllupsvals. Det bliver ikke smukkere end som så… vi var uden tvivl en hel gruppe piger der stod på række og ønskede at det var os.
Nu var der åben bar og hold op hvor de kan blande drinks! Disko på gulvet, og efter hvad jeg har hørt gik de sidste klokken 6 om morgenen, så jeg kan ikke sige andet end at det var et super vellykket bryllup.
Kort og godt: jeg kan varmt anbefale at afholde bryllup og fejre festen i Mölle.
Mölles hjemmeside: Om Mölle
Turisthotellets hjemmeside: www.molleturisthotell.com
Mölle kapell: Mölle Kapell
Jeg håber det kan inspirerer nogen af jer derude.
God sommer!
Caroline
Det går tyvärr inte längre att kommentera på detta inlägg. Du kan alltid skicka ett mail eller skriva på våra sociala medier. <3